Begrænsninger ved online samtaler

Jeg kan generelt ikke se nogle direkte negative sider ved online møder i forhold til klientens udbytte af terapien. Der er nogle specifikke punkter hvor jeg kan se nogle begrænsninger.

Hvad angår depression, så kan jeg ikke se nogen aspekter af kognitiv terapi overfor depression som bliver mindre effektive ved at møderne foregår online. Kognitiv adfærdsterapi sat ind overfor depression er lige så effektiv online som ved in-person møder.

Arbejdet med at nedbringe stress er lige så effektivt online som ikke-online. Måske mere effektivt i kraft af at det er er mere smidigt. Det er lettere at klemme et online møde på en time ind i en presset kalender end et in-person møde, som let løber op i 3 timer inklusiv transport. Det gælder selvfølgelig ikke i samme grad for klienter som er sygemeldt på grund af stress.

Hvad angår arbejdet med at overvinde angst generelt, kan jeg ikke se nogen aspekter af terapien som bliver mindre virksom ved online møder. Der er dog nogle specifikke former for angst, hvor online møder for mig at se ikke er det mest hensigtsmæssige.

Når nu vi er ved temaet angst, skal det nævnes at der er også situationer hvor online samtaler giver en meget tydelig fordel. Det har jeg særlig oplevet i forhold til terapi med unge mennesker med socialangst, hvor det at tage afsted med offentlig transport til en samtale med en psykolog er en uoverstigelig udfordring. Det kan ikke lade sig gøre til de første samtaler. Men det der godt kan lade sig gøre, er at vi sætter nogle samtaler i kalenderen, hvor en eller begge forældre er med de første gange. Efter nogle få samtaler kan forældrene som regel trække sig ud af billedet igen. Det er langt mere fleksibelt at gennemføre den slags samtaler online fra hjemmet.

Processen med at løfte et lavt selvværd foregår akkurat lige så godt online some in person.

Det drejer sig om for eksempel det vi kalder Agorafobi, som består i at klienten har angst for at få et anfald af panikangst på et offentligt sted langt fra det sikre hjem. Der er det almindeligt at psykologen på nogle tidpunkter under terapiforløbet går med klienten ud på gader og stræder for at udfordre angsten og arbejde med klienten omkring hvordan man kan håndtere det. Det kan jeg ikke gøre på den klassiske facon ved at møde op personligt.

Men, også det er der råd for. Nu om dage kan vi live streame til hinanden, og på den måde kan jeg være med på mobilen. Det giver cirka samme resultat og det kan føles lidt mere privat for klienten. Der er også den mulighed at vi involverer en god ven eller et familie medlem som en hjælper i den del af terapien, som vi kalder “eksponering”, også kaldet “at gøre det man er bange for i små passende doser”. At involvere en hjælper er en god idé i det hele taget, og så kan klienten meget fleksibelt arbejde videre med eksponering sammen med hjælperen når det passer.

Et andet eksempel på angsterapi jeg ikke gør online er Araknofobi, som er frygt for edderkopper. Det kan vi simpelthen ikke når vi ikke mødes personligt. Der skal jeg jo normalt ud og fange edderkopper og have dem med til samtalen. Så nu får edderkopperne lov at være i fred for mig.